Onsdag den 21. oktober deltog jeg i Næstved Bevaringsforenings bysalon om bymidtens fremtid. Vi så historiske billeder af byen og spændende bud på, hvordan Næstved kan udvikle sig frem mod 2050. Det gav stof til eftertanke – også i forhold til den politiske behandling af udviklingsplanen for bymidten.
For hvad er det egentlig for en bymidte, vi gerne vil have? Jeg ønsker en bymidte, hvor der er gode grunde til at komme, mødes og blive lidt længere. Hvor handel, kultur, boliger og grønne områder tilsammen skaber liv.
På aftenen blev der peget på tre grundlæggende pejlemærker: det blå og grønne bånd, Mogenstrup Ås samt vores kulturarv og historie. Det synes jeg er et stærkt udgangspunkt. Susåen, landskabet og den historiske bymidte er noget af det, der gør Næstved til Næstved. Det skal kunne mærkes, når vi udvikler byen.
Det betyder også, at vi skal se på sammenhængene. Hvordan bliver det mere indbydende at bevæge sig mellem bymidtens pladser, grønne områder og vandet? Hvordan kan eksisterende bygninger få nyt liv? Og hvordan giver vi plads til, at mennesker kan mødes og bruge byen uden nødvendigvis at skulle købe noget?
Her kommer vi heller ikke uden om trafikken.
I den politiske debat om udviklingsplanen har de blå partier ønsket at fastholde den nuværende trafikafvikling. Jeg er uenig i at gøre det til en fast forudsætning for bymidtens udvikling. Hvis vi vil skabe mere plads til ophold, grønt og byliv, skal vi også være villige til at undersøge, hvordan vi bruger gaderne og pladserne i dag.
Selvfølgelig skal man kunne komme til byen. Det gælder også dem, der bor uden for Næstved, og dem, der har brug for bilen eller en parkeringsplads tæt på deres mål. Butikkerne skal kunne modtage varer, og mennesker med nedsat mobilitet skal kunne komme frem. De hensyn skal indgå i konkrete løsninger sammen med trygge forhold for gående og cyklister.
Omkring eksempelvis Sct. Mortens Kirke synes jeg, vi skal turde undersøge mulighederne for et mere indbydende byrum med bedre plads til ophold. Vi skal kunne diskutere sådan en idé åbent og vurdere dens konsekvenser, før vi beslutter os.
En udviklingsplan skal give retning. De enkelte forslag kræver fortsat grundige overvejelser om økonomi, adgang, handelsliv og hverdagen for dem, der bor i byen. Jeg ønsker, at vi bruger den proces til at finde gode løsninger og giver borgernes idéer en reel chance.
Netop det med at lytte fyldte også for mig på aftenen. Jeg talte med en ældre kvinde, som var meget frustreret over, at politikere efter hendes oplevelse ikke lytter. Den frustration skal vi tage alvorligt. Borgerinddragelse kræver, at vi er åbne for at ændre vores egne forslag og forklarer, hvad borgernes bidrag fører til.
Tak til Næstved Bevaringsforening for en aften med både visioner, lokal viden og debat. Jeg tager især ønsket om bedre sammenhæng mellem natur, kulturarv og byliv med ind i mit arbejde i Teknik- og Klimaudvalget. Og jeg vil arbejde for, at vi holder mulighederne åbne og får omsat gode idéer til konkrete forbedringer i bymidten.
Mikkel Lerrin Schannong, byrådsmedlem for SF
Tilføj kommentar
Kommentarer