Om mig

Mikkel Schannong · Byrådsmedlem for SF i Næstved

Mit navn er Mikkel Schannong. Jeg er medlem af Næstved Byråd for SF, fordi jeg brænder for at skabe en kommune i balance – en kommune, hvor mennesker og natur trives side om side.

Mine rødder er i Næstved

Jeg er familiefar og gift med Julie. Jeg er født og opvokset i Næstved Kommune, og jeg elsker min hjemegn. Her har jeg taget min folkeskole-, gymnasie- og bacheloruddannelse. Det har givet mig et stærkt tilhørsforhold til både byen og oplandet.

For mig er Næstved både byen og de mindre lokalsamfund omkring den. Det er her, hverdagen skal hænge sammen, og her, kommunens beslutninger skal give mening for de mennesker, de berører.

Jurist med blik for hverdagen

Jeg er uddannet jurist og har erfaring med udbud, kontrakter og strategisk indkøb i det offentlige. Tidligere har jeg også arbejdet i Næstved Kommunes indkøbs- og udbudsafdeling. Jeg kender derfor de komplekse, men vigtige beslutningsprocesser, der er med til at forme vores hverdag.

Den faglighed tager jeg med ind i byrådsarbejdet. Jeg arbejder struktureret, er god til at skabe overblik og lægger vægt på samarbejde. For mig handler det om at forstå både detaljerne og sammenhængen og finde løsninger, der kan fungere i praksis.

Min egen vej har også formet mig

Jeg er ordblind, og det har præget min tilgang til både læring og arbejde. Jeg har lært at finde andre veje, tænke kreativt og løse opgaver i samarbejde med andre. Det er erfaringer, jeg tager med mig – både fagligt og politisk.

Det har også givet mig et stærkt engagement i uddannelsespolitik. Ingen må efterlades på perronen – hverken i folkeskolen, på en ungdomsuddannelse eller på arbejdsmarkedet. Der skal være plads til, at vi lærer forskelligt og ikke nødvendigvis følger den samme vej.

Derfor er jeg med i SF

Efter mange år som partipolitisk uafhængig valgte jeg at melde mig ind i SF. For mig er SF det parti, der bedst forener social retfærdighed, grøn omstilling og ansvarlig økonomisk styring. Det er tre værdier, jeg selv står på mål for.

Jeg engagerer mig i politik, fordi jeg tror på, at vi kan gøre det bedre. Vi kan skabe et grønnere og mere bæredygtigt Næstved. Vi kan prioritere børn og unges trivsel og støtte lokale virksomheder i at gå forrest i klimaindsatsen.

Og vi skal gøre det sammen – med gennemsigtighed, borgerinddragelse og respekt for dem, vi er valgt til at repræsentere. Jeg håber, du vil følge mit arbejde og være med til at forme fremtidens Næstved.

Lad os tage en snak

Har du et spørgsmål, en idé eller noget fra din hverdag, som jeg bør kende til? Jeg vil gerne høre fra dig.