Børn Unge og Familier
Næstveds børn skal have de bedste vilkår for at trives, lære og udvikle sig, og børnefamiliernes hverdag skal være lettere og mere tryg. Vi i SF vil give vores børn og unge mere ro og tid, og derigennem bekæmpe mistrivsel blandt børn og unge. I Næstved skal dette gøres ved konkrete forbedringer i daginstitutioner, skoler og fritidstilbud.

Min vision for Børn, Unge og Børnefamilierne
Jeg mener konkret at. alle børn fortjener en god start på livet – uanset hvor de vokser op i kommunen.
Jeg drømmer om et Næstved, hvor børn og unge trives, udvikler sig og bliver mødt med nærvær og muligheder.
Forældre skal kunne stole på, at deres børn bliver passet godt på i daginstitutioner, skoler og fritidstilbud, og at der er tid, ro og omsorg i hverdagen.
Vi skal give børnefamilierne bedre vilkår – med fleksible pasningsmuligheder, stærkere fællesskaber og mere støtte, hvor hverdagen er sværest.
Et Næstved, hvor vi investerer i børn og unge, er et Næstved, der investerer i fremtiden.
Som SF’s byrådskandidat kæmper jeg for:
- Minimumsnormeringer i daginstitutionerne, så der er tid, nærvær og omsorg for hvert enkelt barn.
- Adgang til fritids- og klubtilbud i hele kommunen, så alle børn og unge – uanset postnummer – får mulighed for fællesskab, udvikling og støtte.
Vi skal skabe en kommune, hvor børnefamilier trives, og hvor børn og unge får plads til at drømme stort – uanset baggrund og tempo.

Min tilgang: Tryghed, nærvær og lige muligheder for alle børn og unge
Som far til små børn kender jeg den bekymring, mange forældre bærer på: Hvordan bliver den verden, vores børn vokser op i? Får de de muligheder og det fællesskab, de har brug for?
Min egen barndom var præget af trange kår og enkelte udfordringer i skolen. Som ordblind fik jeg ikke den hjælp, jeg havde brug for i tide – og det satte sine spor. Jeg ved derfor, hvor afgørende det er, at der er voksne omkring barnet, som ser én, tror på én og giver støtte og tryghed – både fagligt og menneskeligt.
Det er blandt andet denne erfaring, der driver mig i mit politiske arbejde. Jeg brænder for at sikre, at alle børn og unge i Næstved får mulighed for at vokse op i stabile og støttende rammer – helt op til ungdomsuddannelserne.
Min tilgang bygger på tre principper:
- Tid til børnene – fordi nærvær og tryghed skaber trivsel og læring.
- Lighed i muligheder – fordi alle børn fortjener en god barndom, uanset baggrund.
- Styrkelse af fællesskabet – fordi stærke fællesskaber forebygger ensomhed og mistrivsel.

Grundstenene for et trygt børneliv i Næstved
Hvis vi vil skabe et stærkt og sammenhængende samfund, må vi begynde med dem, der skal bære det videre: vores børn og unge.
Det er her, fundamentet lægges. Derfor er det helt afgørende, at vi som kommune skaber rammer, hvor børn og unge trives, og hvor familier bliver mødt med tillid og fleksibilitet.
Her er nogle af de grundsten, jeg mener, vi skal lægge, hvis Næstved skal være et godt sted at vokse op:
- Øko.nomisk støtte til hjemmepasning – for familier, der ønsker mere tid sammen i barnets første tre leve år.
- Et sundt og økologisk måltid i alle daginstitutioner og skoler hver dag.
- Fleksible åbningstider i dagtilbud, så familielivet hænger sammen – også når man har skæve arbejdstider.
- Gratis psykologhjælp for unge op til 24 år, så ingen står alene med angst, mistrivsel eller stress.
- Styrket støtte til børn med særlige behov, hvor hjælpen følger barnet – ikke budgettet.
- Lave klassekvotienter og to-voksenordninger i indskolingen, så der er tid og plads til forskellighed.
Kontakt Mikkel Schannong - SF Næstved
Har du spørgsmål eller ønsker at høre mere om min politiske vision for børn, unge og børnefamilier i Næstved kommune?Tøv ikke med at kontakte mig.